MIT LIV MED STRESS OG DEPRESSION
MIN HISTORIE
STRESS & DEPRESSION
DU ER IKKE ALENE!
stress og depression



Kapitel 2


Depression og angst

Jeg begyndte på mit nye arbejde som ferieafløser - sammen med en håndfuld andre - og for første gang i mange år stod jeg nu og skulle konkurrere med andre om at få den ledige stilling, som ville komme. Det gav lidt spænding/sommerfugle i maven, for det var faktisk en god arbejdsplads med søde mennesker og vigtigst af alt, så var stillingen noget helt andet, end hvad jeg kom fra som butikschef. Jeg var så heldig at få stillingen, og blev nu ansat på prøve i tre måneder. Efter min prøvetid blev jeg ansat på fuld tid og lykken var gjort, for nu havde jeg igen en sikker indkomst hver måned og jeg havde tilmed fået en masse gode kollegaer.

Som det første år gik, kunne jeg godt mærke, at den kreative side af mig, ikke blev udfordret nok og faktisk var arbejdsopgaverne heller ikke så udfordrende, så jeg begyndte nu at søge nye udfordringer inden for koncernen.

En dag fik vi pludselig besked om, at cirka en håndfuld medarbejdere skulle fyres, så straks tænkte jeg ”sidste mand ind, første mand ud”, hvilket jo blandt andet inkluderede mig selv, men igen var jeg heldig og fik lov til at blive. Lidt senere kom der en ny fyringsrunde, hvor jeg igen slap gennem nåleøjet og forblev på min arbejdsplads.

Den efterfølgende sommer, skal jeg sammen med familien på biltur til Italien, som så mange gange før. Mens vi sidder i en bilkø i bagende varme, får jeg det pludseligt vildt dårligt. Vi har aircondition i bilen, så her er altså ikke tale om et hedeslag, jeg får det bare dårligere og dårligere og begynder nu for alvor at frygte for, hvad der er ved at ske med mig, og tankerne begynder at flyve gennem mit hoved, hvad nu hvis jeg falder om, hvem skal så køre bilen? Vil ambulancen kunne nå frem i tide? Hvad er det der sker med min krop? Og hvad nu hvis......? Heldigvis opløses bilkøen, og vi kører ind på den nærmeste tankstation, hvor jeg får noget iskoldt vand, lidt mad og muligheden for at slappe af i nogle timer. Efter denne situation skal der går nogle år, før jeg igen oplever noget lignende, men oplevelsen var så voldsom og så ubehagelig, at den aldrig helt slipper sit tag i mig, for hvad var det egentlig, jeg oplevede den dag i Brennerpasset? Det er dog ikke et spørgsmål, som fylder meget i min hverdag, men et spørgsmål som engang imellem dukker frem af hukommelsen.

Nu render jeg ind i en oplevelse, som tusindvis af danskere har oplevet før mig. Et kært og meget nært familiemedlem får
konstateret kræft og det viser sig faktisk at være mere alvorligt end først antaget, så beskeden rammer hårdt. Næsten samtidigt med den besked, kommer der nu igen en fyringsrunde på arbejdspladsen. Det indebærer nu, at halvdelen af os skal fyres, hvorfor jeg tænker ”skidt, denne gang klarer jeg mig nok ikke igennem nåleøjet”.
Undervejs har jeg fået lov til at prøve kræfter med mange forskellige arbejdsopgaver og områder, for at få udfordringer og stillet min naturlige lyst til hele tiden at lære og udvikle mig.

Som tiden går begynder der nu at herske en underlig stemning blandt os kollegaer, fordi vi ved, at halvdelen af os skal fyres. For det første har man ikke lyst til at sige farvel til gode kollegaer og for det andet håber man ikke at være blandt dem, som skal fyres.

På dette tidspunkt begynder jeg engang imellem, at føle mig skidt tilpas.
Som jeg husker det, begyndte jeg ofte, at føle en
stærk træthed og til tider forsvandt min appetit og blev erstattet af kvalme, samtidigt med at jeg oplevede tilfælde af svimmelhed.
Som tiden gik og jeg nærmede mig det tidspunkt, hvor jeg ville få besked om, hvem der skulle fyres, forværredes min situation. Trætheden udviklede sig til også at inkludere et konstant
tungt hoved, som inden en hovedpine starter og jeg begyndte at få sure opstød om aftenen - hvilket var vildt ubehageligt.

Min naturlige lyst til at lære og udfordre mig selv gør, at jeg nu siger ”ja tak” til tilbudet om, at flytte til en ny afdeling, som senere viser sig at blive mit sidste sted i firmaet.
Afdelingen er en form for et knudepunkt i firmaet, hvor vi fungere som en slags afhjælpende enhed til kollegaer, administration, chefer osv. Vi er en løsningsorienteret, problemknusende ”allround” enhed med mange bolde i luften på én gang.
Jeg bliver nu oplært af mine gode ven, som i tidernes morgen også skaffede mig ind i firmaet, og jeg skal love for, at jeg nu bliver udfordret, for nu skal jeg på forholdsvis kort tid lære lidt om alt.

Dagen oprinder og vi skal have besked om hvem der skal fyres. En ubehagelig udvælgelses proces, hvor alle cirka 75 mennesker, bliver kaldt ind en efter én, for at få afsagt deres dom. Da cirka halvdelen af os skal fyres, er der en stor chance for, at jeg også bliver fyret denne gang - men nej - igen er jeg heldig og får lov til at blive. Desværre er min ven ikke så heldig! Dette skaber en følelse af dårlig samvittighed inden i mig, for det virker uretfærdigt, at han blev fyret og jeg fik lov til at blive, ved tanken om, at det var ham som havde skaffet mig ind i firmaet.
Alle de kollegaer som var blevet adviseret om deres fyring, havde fået et halvt års opsigelse, hvilket var både godt og skidt. Godt fordi de nu havde et halvt år til at finde et nyt arbejde og godt fordi firmaet nu brugte dette halve år på at hjælpe de fyrede kollegaer, ved at sende dem på kurser og omskole dem, hvis det var nødvendigt. Skidt fordi nogle får en lav moral, andre bliver hurtigere syge og ikke alle er ,forståeligt nok, lige så effektive som før de fik en fyreseddel. Skidt fordi vi alle skulle gennem et halvt år, med ”en underlig” stemning kollegaerne i blandt og fordi alle os som ikke var blevet fyret, nu skylle løbe endnu stærkere end vi gjorde før, blandt andet på grund af alle de kurser vores fyrede kollegaer skulle på.

Nu startede en tid med megen travlhed og en del overarbejde, for at vi kan følge med. Samtidigt med den stigende travlhed, begyndte min hovedpine at tiltage og begyndte nu at blive til regulere migræne anfald, jeg oplevede i større grad, hvordan jeg blev underlig tilpas og svimmel, mistede appetitten ved frokost tid og fik kvalme og langsomt begyndte mit energi niveau også at falde og som om det ikke var nok, så flækkede jeg nu pludselig også en tand (selvom flere mennesker har fortalt mig, at stress og depression ikke kan forbindes til dine tænder, i en sådan grad at de flækker, finder jeg svært at tro på, men mere om det senere).

Fra ledelsen fik vi at vide, at vores travlhed skyldtes denne overgangs fase på et halvt år, hvor vi skulle finde os til rette og indjustere til de nye forhold. Det var til dels rigtigt, men forklaringen skulle også findes i det større sygdoms fravær blandt de fyrede kollegaer og den manglende vilje hos nogle, til at løbe hurtigere når dette var nødvendigt.

Alt i alt blev det til et halvt år med frustration, forvirring og meget travlhed.

I min afdeling stoppede de to andre kollegaer, hvad for mig betød et stigende pres, for på meget kort tid, havde jeg tre kollegaer igennem min afdeling, som skulle læres op, så de kunne assistere med de mange daglige gøremål. Det er faktisk super hårdt hele tiden, at skulle lære nye folk op som den eneste, samtidigt med at du skal passe dine egne arbejdsopgaver, som bare vokser og vokser, plus håndtere den stigende travlhed.

Jeg begyndte nu at glemme ting og var nødt til, at skrive mine opgaver ned, eftersom det efterhånden blev ret pinligt med alle de ting jeg glemte. Min energi var ved at forsvinde i et tempo, som jeg ikke kunne forstå, så derfor begyndte jeg at spise Ènaxin i håb om, at dette produkt kunne skaffe mig energien tilbage, men det var desværre ikke tilfældet. Jeg begyndte at opleve en snurren i mine fingerspidser og en uro i mine ben, som mest af alt var mere irriterende for mine omgivelser end det var for mig. Min migræne blev nu erstattet af regulere smerte anfald i op til en halv time af gangen, hvor jeg mest af alt havde lyst til at flå mit hoved af. Smerten opstod tit i om aftenen når jeg slappede af. I løbet af en arbejdsdag, kunne jeg opleve en trykken bag begge øjne, som blev stærkere, som dagen skred frem. Når smerten kom om aftenen, startede den i venstre tinding og forgrenede sig ned foran venstre øre. Andre gange kunne smerten sætte sig i baghovedet lige der hvor nakke og hjerne mødes.
Nu begyndte jeg, at frygte for mit helbred og var bange for at smerten i mit hoved eventuelt kunne skyldes små blodpropper i hjernen, for jeg var jo også begyndt at glemme ting.

Jeg var nu nødt til at besøge min læge, for at finde ud af hvad der var galt med mig. Min læge spurgte om jeg var stresset, hvortil jeg svarede ”nej”, for jeg viste godt hvilke symptomer man havde, når man var stresset, primært smerte i brystkassen... Bevares, nogle af symptomerne var måske nok de samme, men indtil videre var jeg altså ikke ramt af ”den gamle” smerte i min brystkasse. Jeg får taget diverse blodprøver, bliver sendt afsted til en neurolog og senere får jeg en kikkert-undersøgelse af mavesækken, på grund af min manglende appetit, kvalmen og de tiltagende sure opstød. Hér finder de blandt andet en irritation af mavesækken, som ses i form af begyndende røde striber, så derfor får jeg nu nogle piller mod min mavesyre, så mavesyren ikke længere produceres i så høj grad og derfor ikke skulle komme op i spiserøret.
Mine samtaler med neurologen går knapt så godt, for han kan ikke finde ud af hvad der er galt, men kan konstatere, at jeg ikke har Horton Hovedpine. Derfor bliver jeg nu sendt til en
MR skanning, fordi mine smerte-anfald i hovedet er tiltaget voldsomt.

På min arbejdsplads, er jeg i mellemtiden blevet alene i min afdeling og kan ingen ende se på alle mine arbejdsopgaver. Der lander til stadighed flere arbejdsopgaver på mit bord fra min teamleder, vores indkøbschef, vores administration, mine øverste to chefer og sidst men ikke mindst fra mine kollegaer - alle disse opgaver er langt mere, end hvad én person kan magte, og nu kan jeg slet ikke se en ende på nogle ting! Dette harmonere slet ikke med min person, som meget gerne vil have styr og orden på tingene. Jeg har ikke længere styr på tingene, jeg har mistet overblikket og hver dag vokser min arbejdsbunke - hvilket i sig selv, er en enorm psykisk belastning - en arbejdsbunke, som én mand aldrig kan komme til livs, hvor meget han end prøver og hvor hurtigt han end løber. Samtidigt vokser presset fra alle sider, folk snakker ikke sammen, så reelt set ved de ikke, hvor mange ting jeg har at se til og hvor mange opgaver der bliver lagt over på mine skuldre af forskellige folk i firmaet. I første omgang skal jeg nu ligge øre til ting som ”er du snart færdig med...?”, som senere bliver til, at jeg ikke laver noget (sagt med et smil, men alligevel en ting som går mig på), fordi der nu går længere tid, før folk får udført deres opgaver af mig.
Jeg begynder nu, at få det så skidt, at jeg er bange for, at mine kollegaer begynder, at kunne se det på mig. Det meste af dagen har jeg det underligt, er slet ikke tilstede i denne verden og overlever kun ved, at lave alt på rygraden og køre på rutinen. Jeg render nu rundt i en slags ”indre tåge”, hvor mit fokus kun er rettet imod to ting:
1. At nå så mange opgaver som muligt for at folk ikke skal opdage, hvor slemt det står til med mig 2. At skjule min indre kamp og den fysiske nedbrydning, som nu er påbegyndt inden i mig, med håbet om, at ingen ville fatte mistanke. Hvad jeg på daværende tidspunkt ikke var klar over var, at jeg med mit fokus på punkt 1 og 2, nu for alvor var begyndt at ”plante frø” til en alvorlig nedtur med stress og depression.

Tilbage til min MR skanning, som heldigvis ikke viser nogle blodpropper eller andre farlige ting, men hvad er det så, som jeg oplever? Mine smerter er nu blevet så voldsomme og flere af symptomerne mindede om Hortons hovedpine, men Hortons hovedpine var det jo heller ikke. Smerterne i hovedet, er blevet så voldsomme, at de trækker tåre hver gang de kommer. Smerten går nu fra tindingen, ned langs øret og ender ligesom i tandrødderne i over- og underkæben. Smerten er ulidelig i den lille halve time det står på og man ønsker faktisk hellere at dø, end at opleve smerten igen.
Jeg er samtidigt begyndt, at undvige større forsamlinger og familie sammenkomster, fordi jeg begynder at finde det svært, at skulle orientere mig i større forsamlinger - jeg bliver
utryg og forvirret, når flere mennesker taler på én gang.
Jeg får to store og tørre pletter på henholdsvis venstre arm og venstre inder lår, som senere bliver til to
psoriasis pletter.


Som om disse symptomer ikke var nok, begynder jeg nu også at opleve underlige ting i min bil, som når jeg for eksempel holder i kø, begynder frygten for at få en
blodprop i hjertet, at dukke frem, hvilket er en meget ubehagelig oplevelse at få, mens man sidder fast i en kø. Jeg har senere fundet ud af at disse anfald var begyndelse på min panikangst.
Det er nu blevet vinter og sjældent har vi haft så meget sne i Danmark, hvilket desværre også betyder, at jeg tit befinder mig i en bilkø, som nu udløser de før omtalte
angstanfald. Jeg oplever nu hvordan min krop ikke længere får fred og ro fra smerte. Jeg flækker endnu en tand sådan uden videre og på arbejdet oplever jeg perioder af 2-3 sekunders varighed, hvor alt ligesom kører i ”slowmotion” og jeg tænker: Hov hvad sker der nu? Jeg ved jeg har travlt og at jeg bevæger mig hurtigere end normalt, så hvorfor oplever min hjerne det, som om jeg bevæger mig langsomt? Er jeg ved at blive sindssyg?
For at komme igennem dagen, er jeg nu nødt til at gå oftere på toilettet, for at ”gemme” mig i fem til ti minutter, for at få total fred og ro omkring mig, så jeg kan stoppe smerten i mit hoved, når jeg kan mærke, at den er på vej og på den måde lærer jeg, at kontrollere de voldsomme udbrud af smerte i mit hoved, men desværre kun for en kort periode (jeg fandt ud af, at min hovedpine næsten altid startede, som en smerte i form af et ømt og ubehageligt pres bagved højre øje og kunne jeg finde fred og ro i cirka 10 minutter, kunne jeg holde udbruddet af hovedpine væk og sådan kunne det så gå resten af dagen, at så snart jeg mærkede denne ømhed bag højre øje, var det med at finde et sted med ro, som for eksempel et toilet).

Hele mit liv føles nu, som om jeg er
konstant forsinket. Et liv som jeg snart ikke kan mærke og enkelte gange tænker jeg da også, at hvis dette er livet, hvem frygter så døden (jeg skal her understrege, at jeg på intet tidspunkt ønskede at forlade denne verden), men jeg var frustreret over ikke at vide hvad der skete med mig, for alle prøver jeg fik foretaget viste, at jeg intet fejlede, MEN det gjorde jeg, for hele min krop skreg og jeg måtte oftere melde mig syg, for at få en halv dag med fred og ro, begravet under dynen i fosterstilling - var jeg ved at blive sindssyg?

Juledagene nærmede sig hurtigt og familien måtte selv købe alle julegaverne, for det eneste jeg kunne se frem til, var nogle fridage, så jeg kunne lade ”batteriet” op og igen komme til kræfter. Jeg var begyndt at indtage diverse former for kosttilskud i håbet om, at det ville hjælpe på mit skrantende helbred. Jeg var ved at være så langt ude, at jeg var bange for at være alene hjemme, af frygt for at få en blodprop i hjertet (lå min mormors død stadigvæk og lurede? - For hun døde jo af en blodprop i hjertet).

Endelig kom fridagene, som desværre blev forvandlet til et helvede, og jeg husker faktisk ikke så meget fra dagene omkring juleaften, fordi jeg befandt mig i en tåge, i en uvirkelig verden, præget af fysisk smerte. Dog husker jeg min kones bekymrede blik, da jeg stod op juleaften for  at indtage noget julemad sammen med familien, men hurtigt blev ramt af smerte i nakke, ryg og lænden, hvorfor jeg måtte gå i seng igen og sove. Det der skete i de søde juledage, var næsten uforklarligt på daværende tidspunkt og min kone opfordrede mig også til at køre på hospitalet, men det gjorde jeg ikke, for man er vel stædig. Min krop havde fået nok nu og jeg havde fået en konstant ømhed i mit hjerte, snurren i venstre arm, voldsomme smerter i tindingen og ned i kæbepartiet, min kropstemperatur blev skiftevis kold og varm (sådan føltes det), smerten i lænden havde bredt sig op ad og ud i hele ryggen, min nakke var så stiv og spændt, at jeg dårligt kunne dreje mit hoved og sidst men ikke mindst, begyndte jeg nu at få smerte i brystkassen. Min krop var ved at falde totalt fra hinanden og jeg orkede ikke mere smerte! Mine tanker ville ikke give mit et sekunds fred og ro og jeg tænkte, at hvis det ikke snart stoppede, ville min hjerne til sidst kortslutte og jeg ville ryge på den ”lukkede” i hvid spændetrøje. Dette var absolut ikke ønske scenariet og dette ville jeg slet ikke byde mine børn eller min kone. Jeg havde formået, at skjule de voldsomme angreb af smerte, overfor mine børn, for ikke at skræmme og bekymre dem, mere end højst nødvendigt, men min generelle dårlige tilstand kunne jeg ikke længere skjule. Dette gav selvfølgelig også ”ridser i lakken”, for hvilken far var jeg nu? Mit billede af mig selv, som en far der kunne klare alt, krakelerede med ét og tilbage sad jeg med følelsen af, at være en slatten og uduelig far og derfra er der ikke langt til tanken om, at være en dårlig, uduelig og slatten mand, for min kone.

Da jeg skulle på arbejde mellem jul og nytår, bliver jeg nødt til at ringe (det at skulle ringe til min arbejdsplads, var nu så svært for mig, så det tog mig over en halv time, at tage mig sammen til at lave opkaldet) for at sygemelde mig, på grund af min fysiske og psykiske tilstand og med håbet om, at flere fridage vil gøre mig rask nok, rask nok til hurtigt, at vende tilbage til arbejdet igen, uden nogle kollegaer ville ane uråd, om hvor alvorlig min tilstand var, en tilstand som jeg i alt for lang tid, desværre ikke selv havde taget alvorligt!

Som dagene går bemærker jeg to udposninger under begge arme og bliver alvorligt bekymret for hvad dette er - kan det være kræft? Jeg havde ikke kunnet undgå, at bemærke hvordan jeg i snart et år, havde haft en større produktion af sved, større end normalt og ofte kunne jeg svede uden at lave noget fysisk hårdt, men de to hævelser, havde jeg altså ikke lagt mærke til før nu.

Nytårsaften går det ikke meget anderledes end juleaften, dog prøver jeg nu i større grad end før, at hive op i mig selv, for ikke at skuffe min familie igen og undervejs får jeg nogle pænt voldsomme smerteanfald, som jeg på bedste vis prøver, at skjule ved for eksempel ”lige” at skulle hente noget.... Min kone observere desværre ét og hun kan ikke skjule sin bekymring for mig i hendes ansigt, og siger nu, at jeg skal tage min situation alvorlig og vi bliver nødt til at finde ud af, hvad det er der sker med mig og faktisk syntes hun, at jeg skal tage på hospitalet med det samme. Igen holder jeg hende hen med snak og siger: Det skal nok forsvinde, jeg skal bare lige have nogle flere dage, at slappe af i. Det er jeg ikke længere selv så sikker på og lover hende derfor, at tage til lægen, hvis det ikke snart forsvinder igen.

En kort opsummering af min situation.
Som stressen rammer og begynder, at sætte sine spor i min krop, bliver jeg enormt bekymret for mit helbred, samtidigt med dét bliver jeg også bange for, om mine kollegaer mærker mine forandringer, som jeg virkelig prøver at skjule for ikke, at fremstå som én, der er skrøbelig og svag. Når jeg kommer hjem i min ”sikkerhedszone”, dér hvor jeg kan føle mig tryg og være mig selv, prøver jeg igen, at skjule hvor en alvorlig situation jeg er ved at havne i, for jeg vil ikke fremstå ”skrøbelig og svag”. Sådan var min situation, som en gift mand og far til 3 børn. Jeg manglede virkelig et sted, hvor jeg kunne finde mig selv igen, komme ned i tempo og få ro til at lade ”batteriet” op igen.
Min hjerne begynder at blive forvirret, fordi jeg får det dårligere og dårligere med mig selv, samtidigt med det, skal jeg kæmpe hårdere og hårdere, for at skjule min tilstand. Tro mig når jeg skriver: Dette er en kamp, som man IKKE kan vinde. Når du først er nået så langt ud, vil din krop på et eller andet tidspunkt give dig en ”knockout” og sende dig til tælling - du kommer ikke op igen og kampen mod stressen er tabt!....og det var præcist hvad der skete for mig.

Jeg kunne godt mærke på min krop, at der ikke var nogle positive ændringer at spore og at jeg ikke fik det bedre som dagene gik...tværtimod! Jeg var klar over, at et møde med min læge efterhånden var uundgåeligt og jeg tænkte ved mig selv, at han snart måtte syntes, at jeg var en hypokonder, på grund af mine oftere besøg gennem det forgangne år, grundet mit skrantende helbred.
Nu sad jeg igen hos min læge, præcist som for fire år siden, hvor jeg gik ned med stress og var udbrændt. Forskellen denne gang var, at jeg prøvede at bevare lidt værdighed og sådan lidt nonchalant sagde: du havde vist ret - jeg tror jeg er gået ned med stress...igen! Hvor var det pinligt, at skulle indrømme det over for min læge, eftersom jeg fire år forinden også var gået ned med stress og jeg tænkte at min læge måtte tænke, om jeg INTET havde lært efter den sidste gang, hvor det lykkedes mig at ”brænde mit lys i begge ender”, for efterfølgende at gå ned med flaget.

Jeg blev sygemeldt og håbede på, at jeg ville være tilbage på arbejde igen inden for cirka 3 uger, men sådan skulle det desværre ikke gå. Denne gang var jeg ikke ”kun” gået ned med stress og erklæret udbrændt for en periode, denne gang var det lykkedes mig at invitere hr. Depression indenfor og han var nu langsomt, men sikkert i gang med, at bosætte sig i min krop.

Jeg begyndte nu, at finde det svært, når jeg skulle finde vej til de indkøbscentrer, som mine børn elskede at gå rundt i og jeg ville for alt i verden undgå dem, på grund af de svedture jeg fik, bare ved tanken om at skulle derhen, jeg blev svimmel, fik uro i kroppen, ømhed i brystkassen og snurren i venstre arm, generelt blev jeg bare vildt utilpas ved tanken om, at skulle hen et sted hvor der var mange mennesker.

Mine daglige gåture var nu også i fare for ikke at blive til noget, for nu begyndte jeg, at opleve de vildeste og mest underlige ting på mine gåture. Jeg var godt klar over, hvor sundt det var for krop og sjæl, at komme ud på disse daglige gåture, men det var som om min krop fuldstændigt begyndte at modarbejde mig og på ingen måder ville mig det bedste nu! Jeg havde det billedligt talt, som det klassiske eksempel, med englen på højre side af skulderen og djævlen på den venstre skulder, som prøver på at tale til ens fornuft. Desværre havde jeg mistet englen et eller andet sted på vejen og tilbage sad kun djævlen og han blev ved med at stikke til min forstand med sin trefork.

[HISTORIEN ER IKKE FÆRDIG]


Redigeret d.04/10-2012.













Hvad der i sidste ende gjorde den store forskel:

  1. Jeg begyndte på at få faste sengetider.
  2. Et ekstra tilskud af C-vitaminer, 2 x 500 mg, til morgenmaden og til aftensmaden, altså en indtagelse af 2.000 mg om dagen, i en periode på en måned. Kroppen skiller sig selv af med det overskydende c-vitamin og får kroppen mere end den kan absorbere, vil du få ”tynd mave” og så ved du at du skal stoppe, med at indtage c-vitaminer.
  3. Siddende lænde- og rygøvelser, på sengekanten eller en stol.
  4. Stående vejrtrækningsøvelser.
  5. Gik i stedet for at køre, når dette var muligt.

Kort efter kom der et kæmpe psykisk overskud (det var som om hjernen var vågnet op af sit vinterhi) og jeg fandt noget at gå op i - ja nemlig, at lave denne hjemmeside, for at give råd om hvad der eventuelt kan hjælpe os med, at komme tilbage til virkeligheden efter en nedtur.


Afslutningsvis.

Jeg har nu lært, at det ikke kun handler om, hvilke forhindringer du møder på din vej, men også om hvordan din krop og psyke tackler de værste forhindringer, som du kan stå ansigt til ansigt med, derfor gælder det om at behandle din krop og psyke godt og dine handlinger vil blive gengældt.


Copyright © 2011 stressogdepression.dk  l  Alle rettigheder er forbeholdt stressogdepression.dk  l  Kontakt: stressogdepression.dk

Stop aldrig en medicinsk behandling uden samråd med din læge/behandler. Medicin må ikke stoppes fra dag til dag, men kræver en langsom nedtrapning.

Hvorfor er vi så dårlige til overfor for selv, at erkende når der er noget galt med os?

Hvorfor er vi blevet bange for at vise svaghedstegn og bede om hjælp?

Dit hoved kan ikke rumme nogle spørgsmål eller opgaver, for din hjerne kværne alle tanker i tusinde stykker, så du ikke kan finde hoved eller hale på tingene - du ved ikke hvor du skal starte eller slutte!

Til sammenligning skal du forstille dig, at du har lavet en smoothies ud af bland andet bananer, æbler, vindruer, jordbær og pærer. Nu finder du af at du ikke ønsker jordbær i din smoothies og vil fjerne dem - hvordan gør du lige det?!?!?........det kan man ikke!

Sådan cirka reagere hjernen hos en person med voldsom stress eller depression, ved at blive stillet over for flere opgaver eller spørgsmål på en gang - hjernen kan simpelthen ikke finde ud af hvor den skal starte eller slutte, for alt i hovedet føles som en stor grød af tanker.

HJEM INDLEDNING MIN HISTORIE STRESS DEPRESSION ANGST GODE RÅD REDSKABER NYHEDER FLERE HISTORIER BLOG TEST HJERNEN LYMFESYSTEMET
Til toppen

Hvorfor er vi så dårlige til at lytte efter kroppens signaler?

...og så i en tid hvor sundhed er kommet på dagsordenen

Gi’ din mening til kende på vores facebook side

Gå tilbage til kapitel 1

...en søgen som bragte mig vidt omkring og lod mig forstå...

Min psykiske tilstand startede en søgen efter viden om den menneskelige psyke...

...hvor komplekse vi mennesker er!