MIT LIV MED STRESS OG DEPRESSION
MIN HISTORIE
STRESS & DEPRESSION
DU ER IKKE ALENE!
stress og depression
Man har ondt i sjælen og i kroppen,
hjernen er ved at kortslutte og holder
dig tit vågen om natten, den manglende
søvn er ved at udtømme din sidste energi,
samtidigt med at man savner forståelse
fra alle ”hvorfor forstår i mig ikke?”
- men hvordan skal dine omgivelser
forstår dig, når du knapt forstår dig
selv?



Kapitel 1


Stresset og udbrændt

For ca. 5 år siden fik jeg, af min læge, konstateret stress for første gang og han anbefalede mig en samtale med en psykolog for at se, hvor slemt det stod til. Efter samtale med psykologen fik jeg besked om, at jeg var ”udbrændt” og derefter fulgte flere samtaler i form af kognitiv terapi.

Jeg var sygemeldt i nogle måneder og vendte aldrig tilbage til mit arbejde gennem 16 år!

Der var helt sikkert mange grunde og omstændigheder til, at jeg havnede i en situation med stress og blev udbrændt i en alder af 36 år.

Lad mig starte med stressen. Jeg arbejdede som butikschef for et firma, som jeg elskede og respekterede og derfor altid gav mig selv 110 %. Jeg satte desværre min karriere højere end min familie, hvilket jeg på mange måder senere måtte sande var en fejl, eftersom mine kone blev træt af min manglende tilstedeværelse i vores familieliv og min chef valgte at skille sig af med mig ved førstkommende lejlighed, fordi han tydeligvis manglede empati og forståelse for, hvad det ville sige at gå ned med stress og udbrændthed, hvorfor jeg aldrig vendte tilbage til det firma, som havde betydet alt for mig igennem 16 år.

Jeg var havnet i en situation, hvor jeg blev presset på begge fronter, hvorfor jeg pludselig ikke længere havde et ”fristed”, et sted hvor jeg kunne slappe af oven på lange arbejdsdage og uger. Som tiden gik og presset blev større på hjemmefronten og arbejdspladsen, begyndte der at indtræffe små mærkelige fysiske symptomer. Oftere og oftere, når jeg kørte hjem fra arbejde, fik jeg smerter over lænden, som med tiden blev stærkere. På et tidspunkt oplevede jeg pludselig en dag, mens jeg var på arbejde, en besynderlig hændelse, hvor min krop pludselig ud af det blå blev tvunget ned af og jeg endte på hug - det var som om jeg lige havde fået en mavepuster og måtte hive efter vejret. Jeg skyndte mig dernæst at kigge mig omkring for at se, om andre havde bemærket hændelsen og det var der heldigvis ikke. Oplevelsen bekymrede mig i starten, men senere slog jeg det hen, for det skete jo ikke igen. Jeg blev mere og mere træt men kunne stadigvæk skjule det, når jeg var på arbejde, men desværre gik det igen udover familien, for jeg begyndte nu tit at falde i søvn på sofaen, når jeg kom hjem (min kone følte snart, at hun ikke havde noget samliv med mig - forståeligt nok).

Midt i den nedadgående spiral kom en kærkommen, omend smertefuld pause.
Det var som om at smerten fra lænden nu var rykket ned i højre balle og som dagene gik, rykkede den længere ned gennem benet. Nu blev jeg sygemeldt (med mega dårlig samvittighed over for mine kollegaer).
Smerterne var nu så voldsomme, at jeg næsten ikke kunne komme ud af sengen. Havde jeg siddet to minutter i en stol, kunne jeg ikke komme op at gå igen på grund af de vildeste smerter i lænden ned igennem højre balde for at slutte nede på bagsiden af benet i læggen. Jeg erindrer ikke, hvor længe jeg var sygemeldt, måske en uge, men det betyder heller ikke noget for min historie. Jeg fik udskrevet en recept på nogle smertestillende piller, som virkede hurtigt og så var det ellers bare tilbage til arbejdet.

Nu begyndte jeg at blive mere og mere træt for hver dag der gik, samtidig med, at jeg begyndte at føle en ubehagelig ømhed fra midten af brystkassen ud mod begge sider af mine skuldre.
Jeg var heldig i starten, for efter nogle helligdage, forsvandt ømheden i brystkassen, men sådan blev det ikke ved med at gå. Nu begyndte ømheden at blive til en hård
trykken i min brystkasse, næsten som om, der var en, som hele tiden pressede sin knytnæve ind i brystkassen på mig og som om det ikke var nok, havde jeg også fået en permanent smerte fra midten af brystkassen, ud mod venstre skulder, lige under venstre kraveben.

Butikkens åbningstider var med tiden blevet udvidet, og vi havde på det grundlag ikke fået mere personale, tværtimod. Mange ekstra timer måtte jeg tage på mine skuldre, eftersom det også var et tidspunkt, hvor det ikke gik så godt for branchen. Jeg havde for nogen tid siden været igennem en ægteskabelig krise, hvor min kone, forståeligt nok, ville skilles, grundet min arbejdsbyrde, som bare blev større og større, samt min manglende deltagelse i familielivet og børneopdragelsen (vi har som tidligere nævnt 3 børn sammen). Krisen blev første gang løst ved, at vi lavede nogle aftaler for hvordan tingene skulle være og vi indgik nogle kompromiser.

Nu nærmede juletiden sig, hvilket var den travleste tid på året. Jeg stod nu med udsigten til en måned med meget lidt fri. Med en ægteskabelig krise i rygsækken, fik jeg nu den besked, at jeg efter jul ville modtage to opsigelser fra gode og trofaste kollegaer. Pludselig en dag midt i mine bekymringer, den travle juletid og en smerte, som for alvor havde sat sig fast i min brystkasse, fik jeg beskeden. ”Din far har taget sit eget liv!” Wauw det var ikke lige dét, jeg havde brug for nu, som om jeg ikke havde bekymringer nok i denne tid!! Faktisk havde jeg jo også så travlt, at jeg ikke havde tid til at være ked af det og hvad bildte han sig ind, når han valgte at tage sit eget liv. Julen begyndte nu at stå som et symbol på noget ”lort” for mig, en tid med forbandet travlhed, en juleaften, hvor man næsten ikke kunne hænge sammen på grund af træthed. Min reservemor (i daglig tale min mormor - for det var hvad hun var), døde nogle år forinden også i december, af en blodprop i hjertet, hvilket jeg vist nok heller ikke fik tid til at bearbejde ordentligt og nu min far. Ville elendigheden ingen ende tage?
Nå, men det lykkedes mig at få en enkelt fridag, så jeg kunne deltage i min fars begravelse og så var det ellers tilbage til den travle juletid i butikken.

Det blev forår, og jeg havde nu lært at leve med mine smerter i brystkassen. Først ville jeg ikke gå til lægen, for jeg ville ikke fremstå som hypokonder, for det andet havde jeg jo tidligere oplevet, at smerten ofte forsvandt når jeg fik fred og ro i en periode. Selvom smerten var voldsommere end før, regnede jeg sådan lidt naivt med, at den ville forsvinde igen, når bare jeg på et tidspunkt, kunne finde lidt tid til fred og ro. Smerten over lænden var nu begyndt at kravle op ad rygraden og op til skulderbladene. Jeg var øm/stiv i nakken og det gik helt ud på kanten af mine skuldre. En aften får jeg det så skidt, at jeg må køre på skadestuen. Dér får jeg at vide, at jeg er en smule stresset og har fået lungbetændelse. Jeg får noget antibiotika og kan så igen tage på arbejde (hvem har tid til at være syg!). Jeg vidste jo godt, at for hver dag, jeg var sygemeldt, skulle andre afspadsere på et andet tidspunkt, hvilket igen ville ramme mig som en boomerang, med flere arbejdsdage og timer. Jeg kunne nu for en tid bilde mig selv ind, at alle årsager til min elendighed skyldtes en lungebetændelse - hvor naiv har man lov til at være?
Når jeg havde en fridag, var jeg så træt og
sov ofte halvdelen af dagen og når jeg endelig havde nogle sammenhængende fri- eller feriedage, blev jeg ofte syg og måtte derfor vinke farvel til de fridage jeg med glæde havde set frem til.
En normal uge lå på ca. 50 timer, men det var ikke unormalt med uger på 50 - 65 timer. Sådan nogle uger kan man holde til i nogle år, mens man er ung, men i 11 år og i en alder af 36 år, begynder det virkelig at sætte sine spor i kroppen, og ens hjerne bliver med tiden mærket af de mange hårde år.

Sommeren nærmede sig hurtigt, og mine tanker kræsede oftere og oftere omkring min far og mormor, som begge var afgået ved døden. Jeg begyndte af få svært ved at nå de daglige gøremål på arbejdet og derfor blev mine arbejdsdage længere og længere. Jeg begyndte at tage hjemmefra i sidste øjeblik for at få bare en halv time til mig selv om morgenen, min krop skreg efter et fristed - jeg havde virkelig brug for at være alene nu, en ting som faktisk var umuligt, når man er far til tre børn, butikschef og arbejder i et servicefag. Jeg skulle nu begynde at arbejde med mig selv, fordi jeg som person er perfektionist og gerne vil have orden på mine ting, specielt i arbejdsøjemed, en ting som snart var umuligt at efterleve, eftersom døgnet ikke længere havde timer nok. For at skaffe mere tid til at nå alle mine ting på arbejdet, begyndte jeg nu at tage bemandingsplaner med mere med hjem.

Nu går det helt galt og
alt vælter ned over mig, min kone har fået nok, for jeg har ikke efterlevet vores aftaler og jeg er faktisk begyndt at arbejde mere ved at tage arbejdsopgaver med hjem, samt lægge beslag på de få sparsomme timer familien havde sammen - hun føler sig slidt ned og vil skilles.
Denne besked føler jeg faktisk fjerner hele grundlaget for min eksistens, for nu ville det sidste lille sikre ståsted i mit liv forsvinde.
Korthuset vælter nu fuldstændigt og i min hjerne hersker der kaos, når jeg i hovedet kan se alle disse kort ligge ud over det hele, uden overskud til at samle korthuset på ny - jeg har ingen energi og intet overblik til at rydde op i kaosset.

I næste nu sidder jeg hos min læge, som et andet nervevrag med tårerne trillende ned ad kinderne, alt imens jeg fortæller ham, at jeg absolut ingenting magter mere. Sygemeldingen kommer prompte og en samtale med en psykolog kommer straks i stand.

Troede jeg på daværende tidspunkt, at jeg nu ville få fred og ro til at komme mig, kunne jeg godt tro om igen, for nu kom en masse brevudvekslinger mellem mig og min arbejdsgiver.
Det kan virke underligt når jeg nu skriver, at man i min situation ikke kan håndtere sådanne ting, men sådan ligger landet faktisk. Det eneste jeg orkede på det tidspunkt, var at sidde som en anden
zombie og kigge ud af vinduet, mens jeg hældte kaffe indenbords og havde fordoblet mit forbrug af cigaretter. Ind imellem kunne jeg, som isbjørnene i Zoologisk Have, gå frem og tilbage mellem køkken og stue og når det blev vildt, kunne jeg lægge soveværelset til på min rute og sådan kunne jeg gå rundt i en halv time, hvorefter jeg fandt min plads på stolen i køkkenet og igen bare sad og stirrede ud af vinduet. Sådan gik det meste af min hverdag, indtil familien kom hjem.

Nu begyndte jeg at modtage indirekte ultimatumer fra min arbejdsgiver, hvilket gjorde min situation endnu værre og jeg gik nærmest i baglås. Jeg forstod udmærket, hvorfor de ønskede at høre fra mig, men den anden vej rundt blev der ikke vist nogen forståelse, så de valgte faktisk at fyre mig, så snart de havde fundet en god grund. Det var takken efter 16 år, hvor jeg havde givet mig 110 %, en opsigelse og en ting mere at bekymre mig om. Faktisk kom det ikke bag på mig, for sådan var vores nye chef, ingen empati for andre, for ham gjaldt det om at mele sin egen kage først. Aldrig havde jeg oplevet så stor en udskiftning af personalet efter han tiltrådte. Den ene gode og hårdt arbejdende kollega efter den anden sagde sin stilling op. Han var iskold, beregnende, manipulerende, ikke særlig sympatisk og havde en fantastisk evne til at tale ned til folk, som om man var en lille 15 årig knægt - Efter min mening en kedelig egenskab hos en moderne chef, så en opsigelse var måske i virkeligheden det bedste der kunne ske for mig, selvom jeg på daværende tidspunkt oplevede det, som endnu en byrde jeg skulle bære rundt på - nu var jeg også arbejdsløs!

Lange gåture i skoven og langs stranden skulle det blive til, samtaler med ”min” psykolog, samtaler med en healer og en søgen efter viden om stress var, hvad min tid nu blev brugt på.
Jeg forstod simpelthen ikke, at det kunne
ende så galt, for jeg havde altid styr på tingene, havde tit mange bolde i luften uden problemer. Hertil skylder jeg måske også lige at fortælle om, hvordan jeg sideløbende med mit arbejde og familieliv også havde fundet tid til min store lidenskab, nemlig at lave radio og spille som dj til diverse fester. At vende plader til diverse fester gav jeg tidligt afkald på og senere måtte jeg trappe en del ned på de timer, jeg brugte på radioen. Det korte af det lange er, at jeg stoppede med at lave radio og aldrig vendte tilbage. Her havde jeg givet afkald på noget, som havde fyldt mit liv med indhold og glæde i mange år.......STOR FEJL!

Nu skulle man tro, at jeg havde lært min lektie og ville gøre alt for ikke at havne i en stresset situation, som så igen kunne risikere at løbe af sporet, men tingene tager ofte en anden drejning end man regner med...

Min ægteskabelige situation løste sig, og vi valgte at blive sammen, for når dagen var omme, måtte vi indse, at vi ikke kunne leve uden hinanden. Jeg fik afsluttet mine samtaler med psykologen og løst op for nogle uafsluttede sager, såsom min mormor og min fars pludselige død. Jeg fik et nyt job (takket være en god ven) og nu begyndte mit liv igen at gå i den rigtige retning.


Havde jeg følt det var en ubehagelig oplevelse at gå ned med stress og blive dømt ”udbrændt”,
var det ingenting, i forhold til hvad jeg nu skulle komme til at opleve!

....forsættes!


Gå videre til kapitel 2





















Copyright © 2011 stressogdepression.dk  l  Alle rettigheder er forbeholdt stressogdepression.dk  l  Kontakt: stressogdepression.dk

Stop aldrig en medicinsk behandling uden samråd med din læge/behandler. Medicin må ikke stoppes fra dag til dag, men kræver en langsom nedtrapning.

...at ca.20% af

befolkningen i løbet af et år vil have psykiske symptomer svarende til kriterierne for en

eller flere psykiske sygdomme...

Ifølge

tyder en række udenlandske undersøgelser på...                                                            tyder en række udenlandske undersøgelser på,

... et tal svarende til  700.000 - 800.000 voksne danskere.

FOLKESUNDHED.DK

NÅR DU RAMMES AF STRESS, FØLER DU DIG PLUDSELIG MEGET ENSOM OG DU BLIVER GREBET AF FRUSTRATION...

...FOR INGEN KAN UMIDDELBART SE AT DU ER RAMT AF STRESS. INDRE KAOS  HERSKER SAMTIDIGT MED, AT DU LANGSOMT TØMMES FOR ENERGI OG DEN INDRE GLØD ER VED AT BRÆNDE UD...

...NU BEGYNDER USIKKERHEDEN OG UVISHEDEN AT MELDE SIG, FOR HVORDAN OG HVORNÅR BLIVER DU RASK IGEN?

HJEM INDLEDNING MIN HISTORIE STRESS DEPRESSION ANGST GODE RÅD REDSKABER NYHEDER FLERE HISTORIER BLOG TEST HJERNEN LYMFESYSTEMET
Til toppen

Støt stressogdepression.dk på facebook